Vi vågner tidlig morgen kl. 6.00 mens det står ned i stænger, men som hurtigt ophøre – og derefter tager en svømmetur i poolen.
Efter morgenmaden bliver vi hentet af en yngre chauffør som ikke er for go’ til sit engelske… hvilket munder ud i at når vi spørger ham om noget svarer han oftest på noget helt andet end det vi spurgte om.
Vi ankommer til vores Home Stay i Ubud kl. ca 11.00, det er ved en privat balinesisk familie – stedet hedder: Bali Spring Cottages. Vi har booket værelset hjemefra over internettet – egentlig havde vi bestilt det billigste værelse hjemmefra, men da vi når frem bor der stadig nogle i rummet så vi får lidt “discount” og tager værelset ovenpå som er med aircondition og badekar.
Imens rummet bliver rengjort fra de forrige gæster, tager vi en tur i Monkey Forrest.
Ved indgangen køber vi en klase bananer af 2 damer som forgæves prøver at holde de frække aber væk fra deres bod.
Da vi går ind i parken, bliver jeg nærmest forfulgt af aber som har fået øje på min klase bananer, jeg giver dem et par bananer som de kommer helt tæt på og spiser fra hånden. Den ene abe holder mig i hånden med sine fødder mens den hurtigt flår skrællen af bananen og begynder at spise. Vi møder en lokal mand som siger at hvis hvis jeg vil prøve at få aben til at sidde på min skulder – skal jeg bare tage en banan og holde den i strækt arm over hovedet. Jeg brækker en banan af klasen, holder bananen over hovedet og venter spændt. Mens jeg er fokuseret på at holde bananen oven over hovedet med den ene hånd, hugger aben hele klasen af bananer ud af min anden hånd… De er snu;) Og det er med at holde på hat og briller!!
Men søde er de nu… se lige de øjne!
En lille abe familie, der får en lur på en stor sten.
Er ungen ikke bare kær?
Nogle af aberne er lidt hidsige, men ham her fik jeg lov til at komme helt tæt på.
Skal vi pille hinanden??
Ja i skraldespanden er der sikkert meget godt…
Efter en tur i den smukke park går vi igennem byen for at finde tilbage til vores Home Stay. Ubud er en større by end vi havde ventet, og man skal virkelig se sig omkring hvor man går for der er store huller i fortovet og vejen alle steder, og så bugter gaderne en del.
Det bliver varmest midt på dagen og vi vælger at gå ind på en cafe, for at få lidt koldt at drikke og lidt suppe. Stedet er utrolig hyggeligt og vi nyder med stort velbehag vores måltid og de smukke omgivelser. Senere da vi går ud på terrassen – taler vi dansk med hinanden, mens vi kigger os omkring – en mand der sidder ved et bord på terassen siger pæredansk: er I danskere?? Og det må vi jo svare ja til. Det viser sig at være ejeren af cafe’en, vi får en lille sludder og han fortæller at han har boet på Bali i 10 år.
Vi begiver os videre op ad gaden, køber et par bukser og en bluse, og prøver vores bedste med at “prutte” om prisen. Hvilket ikke er noget problem da det er helt almindeligt at man handler om prisen. En sætning alle balinesere kan er: I will give you a special price! Og så tænker man ja ja den er go’ med dig;)
Alt hernede har nærmest ikke priser på, så man må spørge hvis man er interesseret i en ting… og har man først spurgt til en pris tror de straks at man vil købe tingen, hvilket man lige skal vænne sig til!
Selvom det er en del mere behageligt at gå rundt i Ubud end i Sanur, er der mænd allesteder der vil tilbyde en transport. Hvis man siger pænt “nej tak” vil de tilbyde en transport imorgen. Så det er IKKE et problem at finde transport hernede, alle der har en bil eller en scooter tilbyder en transport ellers så har de en bror eller fætter el. lign. der vil køre en… Så man må virkelig sige “nej tak” mange mange gange i løbet af en dag.
