Vi stod op kl. 4.30 og spiste lidt morgenmad på Catimoer Home Stay – det eneste home stay i nærheden af Mount Ijen.
Det er sandsynligvis også den eneste grund til at de har nogen gæster, for det var et utiltalende sted, der mest af alt mindede om gamle forfaldne militærbarakker.
Kl. 5 kørte vi mod toppen – en tur paa ca. 30 min på de små snoede veje.
Derefter gik resten af turen mod toppen til fods – ca. 3 km – til 2300 m højde.
Det var en hård tur, luftfugtigheden var høj og stierne var meget stejle at gå på.
Selv vores chips pose kunne ikke holde til lufttrykket, og var næsten ved at sprænge!
Da vi nåede toppen af vulkanen kunne vi kigge 300 m. ned i krateret, hvor store mængder svovl kom op fra dens indre.
Det var et flot syn med det gule svovl, og en turkisblå kratersø ved siden af.
Vi besluttede at gå ned i krateret, selvom vores chauffør havde rådet os til at lade være – han mente ikke det var sikkert nok…
Måske havde han ret? Men det var meget spændende at se det ekstremt hårde arbejde, som de lokale arbejdere udførte på de stejle klippestier, nok noget af det hårdeste menneskelige arbejde man kan forestille sig.
Vi gik helt ned til bunden…
Svovldampene er giftige og lugter fælt. Vi havde tørklæder for mund og næse og vendte hurtigt om for at komme op, og væk fra dampene.
Barske klippestier…
For at bringe svovlen op af krateret og ned af bjerget, læsser de svovlen i 2 kurve med en pind imellem, som de bærer som et åg på nakken.
Svovlen er nærmest helt selvlysende gul/orange.
2 kurve vejer tilsammen ca. 80 kg!!
Og så går turen først op af krateret, af nærmest lodrette klippestier, og siden de 3 km. ned til den nærmeste vej, hvor lastbiler venter på at blive læsset.
På vejen mødte vi flere af disse arbejdere, som gerne ville tjene en lille skilling på at blive fotograferet – den bedste betaling er cigaretter, men dem havde vi desvaerre ikke nogen af, så vi betalte med en marmelademad som vi havde smurt ved morgemaden, den blev han også glad for… og puttede den i brystlommen.
De tjener ca. 30 øre pr. kg. svovl de bærer den lange vej ned af bjerget. De fleste tager 2 ture på en dag, og kan således tjene 40-60 kr. om dagen.
Deres skuldre og nakke er store og ophovnede, og mange har store ar efter den harde belastning. Nogle går i bare tær, andre i tynde sandaler eller gummistøvler.
Arbejdet er meget usundt p.g.a. de mange svovldampe, og de forholdsvis unge mænd, kommer hurtigt til at se gamle ud.
Ned af bakke det går…
Vi holder en lille pause ved vejestationen.
Vægten som bruges til at veje dagens arbejde.
Kl. 10 var vi nede ved vejen igen, hvor vores chauffør ventede på os. Vi havde taget ca. 4 timer om turen op og ned, hvilket vist var en fin tid:D
Vejene ned af Mount Ijen var MEGET hullede, og det tog lang tid at køre ned, da chauføren var nødt til at køre meget langsomt.
Vejene er for det meste asfalterede, men mange steder har regnen skyllet belægningen væk, og tilbage er kæmpe store huller.
Da vi kom ned til foden af bjerget fladede landskabet ud, og hastigheden steg en del.
Vi kørte bl.a. gennem byen Situbondo, hvor mange mennesker var ved at gøre klar til Independent Day, hvor der skulle være et stort karneval i byen. Så vi passerede diverse køretøjer, maskeret som køer, fisk, fugle, huse, både og meegt andet – det var meget underholdende at se!…
Vi stoppede og spiser et sted ved kysten, og fortsætte derefter med 8 timers køretur til Mt. Bromo.
Vi ankommer sidst på eftermiddagen til vores hotel – Lava View Lodge, som ligger lige på kanten af det 12 km store krater ved Bromo.
Inden i det store krater – som er blevet til en stor sandslette - ligger der en anden aktiv vulkan og et bjerg.
Heldigvis er Lava View Lodge et mere behageligt sted end vores home stay ved Mt. Ijen, så vi benytter os af lejligheden til et velfortjent bad og noget ordentlig aftensmad.
Vi går tidligt i seng, da vi skal op kl. 3.30 i morgen.
